Hoffmeyer: Det værst tænkelige er sket
Skrevet: Søn Okt 14, 2012 4:26 pmInformation
Hoffmeyer: Det værst tænkelige er sket
På et eller andet tidspunkt vil væksten løje af, og det kan man godt indrette sig på, siger Danmarks nationalbankdirektør gennem tre årtier, Erik Hoffmeyer. Men måden, det netop nu foregår på i Sydeuropa, er rystende. Euro-projektet er en fejl, og hvis nogen vil ud, bør de have det gyldne håndtryk, mener han
’Det er ikke nødvendigt, at der er vækst. Der har været meget lav vækst gennem et par tusind år af menneskehedens historie, og det kan man sagtens indrette sig på,’ siger Erik Hoffmeyer.
Af: Jørgen Steen Nielsen
10. oktober 2012
Træerne vokser jo ikke ind i himlen.« Fra sin lyse stue har Erik Hoffmeyer udsigt til haven, hvor en japansk ahorn lyser brændende rødt mellem det stedsegrønne.
Samtalen handler om væksten, der p.t. er blevet væk i store dele af Europa, og som for i-landene som helhed synes at have været for nedadgående gennem det meste af 50 år.
Hoffmeyer, i dag 87 år, var lille dreng, da depressionen ramte USA og de vestlige økonomier hårdt i 1929. Han var ung mand under Anden Verdenskrig, fik sin kandidatgrad som nationaløkonom, da væksten begyndte at få fodfæste ved 1950’ernes begyndelse, og vogtede i 30 år – fra 1965 til 1994 – over den danske økonomi som direktør for Nationalbanken. Hans navnetræk på mange millioner danske pengesedler er i dag efterhånden ude af cirkulation – selv følger han fortsat i sit otium de dramatiske begivenheder i den danske og internationale økonomi. Uden at være sikker på, hvor det bærer hen.
»Man må sige, at på et eller andet tidspunkt vil væksten løje af. Træerne vokser jo ikke ind i himlen – hidtil har man blot sagt, at det ikke bliver i vor tid,« siger Erik Hoffmeyer som kommentar til statistikken, der fortæller, at i-landenes BNP-vækstrater er faldet fra 5,4 pct. i 1960’erne over 3,1 pct. i 1980’erne til 1,4 pct. i 00’erne. For eurozonen forudser Deutsche Bank i en dagsaktuel prognose minus 0,5 pct. vækst i år og nul pct. i 2013, mens USA’s økonomi ventes at vokse med godt to pct. i år og næste år. Den Internationale Valutafond, IMF, fremlægger på tirsdag sin nye vurdering af den globale økonomis tilstand, og rygterne taler om en ny nedjustering af væksttallene.
Tvivlsomme prognoser
»Der er to grundlæggende faktorer i væksten: forbruget og investeringerne – hvis en af dem går i stå, kommer der stagnation,« forklarer Hoffmeyer.
»Vi har som bekendt oplevet flere historiske stagnationsperioder. Typisk har man efter en af de store krige oplevet opsving efterfulgt af udfladning og så stagnation, hvorefter man venter på, at et nyt opsving indledes. Men det billede, der er tegnet for de seneste 50 år, er lidt anderledes. Det kunne se ud som et vendepunkt for industrialiseringen. Som om den stimulans på økonomien, som den tekniske udvikling har skabt, er ved at høre op. Men jeg vil ikke sige, jeg har nogen sikker vurdering af det.«
Erik Hoffmeyer fortæller, hvordan han som nationalbankdirektør med mellemrum samlede fagfolk fra de organer, der laver prognoser: Det Økonomiske Råds Sekretariat, Finansministeriet, LO, Dansk Industri.
»Vi sad rundt om bordet i Nationalbanken, og jeg spurgte: ’Hvorfor kommer I frem til det ene og det andet, hvorfor er der forskelle, hvad er årsagen?’ Det er meget vanskeligt at lave økonomiske prognoser. Der er megen subjektivitet i det, og man brænder sig igen og igen på prognoser, der siger, at det vil gå på en bestemt måde. I min tid holdt vi prognoserne for os selv – jeg ville ikke lægge navn til noget, der var så usikkert.«
Den nuværende nationalbankdirektør Niels Bernstein udsendte forleden bankens nye kvartalsoversigt, der forudser en vækst i den danske økonomi på blot 0,3 pct. i år – at den tegner så lavt, kommer lidt bag på Erik Hoffmeyer – men Bernstein betoner samtidig den »store usikkerhed« forbundet med udsigten for de nærmeste års udvikling.
Vækst ikke nødvendig
Tilbage i 1958 blev Erik Hoffmeyer dr.polit. Hans arbejde beskrev inddragelsen af teknologien og de tekniske fremskridt i konkurrencen mellem virksomhederne og dermed af central betydning for væksten.
»Økonomerne havde opereret med nogle meget simple funktioner, der opererede med tre produktionsfaktorer – jord, arbejde, kapital – og man var ikke rigtig klar over teknologiens afgørende betydning for velstandsstigningen.«
»Den indsigt er efterhånden en selvfølge, men i dag er det store spørgsmål, om teknologien fortsat kan holde vækstraterne oppe eller forhindre dem i at falde. Det ved man vel ikke så meget om,« siger Hoffmeyer.
Han påpeger, at et nyt perspektiv i dag synes at holde sit indtog i debatten: ’Udtømningssynspunktet’.
»Romklubben pegede i begyndelsen af 1970’erne på risikoen for udtømning af råstoffer. I dag må man vel sige, at det ikke er det, der er slået igennem. I stedet er navnlig miljøperspektivet blevet synligt, og hvem ved, om der også i dag simpelthen kan være tale om udtømning af ideer.«
»Der er ikke ret meget, man kan regne med som sikkert, og jeg synes, det er rigtigt, at man sætter søgelyset på at undersøge, om det, vi kalder forbrugsfunktionen og investeringsfunktionen, nu løjer af.«
– Hvad indebærer det, hvis det er et varigt fænomen, at væksten i i-landene løjer af?
»Det er ikke nødvendigt, at der er vækst. Der har været meget lav vækst gennem et par tusind år af menneskehedens historie, og det kan man sagtens indrette sig på. I den nuværende situation bør to ting være opfyldt: At man har nået en forholdsvis høj levestandard, og at man tager sig rimeligt af de svage,« mener Erik Hoffmeyer.
Fejltagelsen
Det betyder ikke, at den dybe aktuelle krise med minusvækst i store dele af eurozonen er noget, man kan tage let. Faktisk er eurokrisen noget, der berører den tidligere nationalbankdirektør dybt.
»Jeg vil sige, at det værste er sket for eurozone-landene. Det værst tænkelige er sket. Den negative vækst, man har i middelhavslandene, er rystende.«
»Det mest forstemmende er den store arbejdsløshed med meget ringe udsigt til at kunne bekæmpe den, sådan som man er låst fast af euroen. Jeg kan ikke se, hvordan disse lande inden for en periode på 5-10 år overhovedet kan komme af sted med at få en lavere ledighed. Og det er en helt konkret bremse på deres mulighed for udvikling,« påpeger han.
Hoffmeyer sad med i den såkaldte Delors-komité, der i 1988-89 gjorde forarbejdet til EU’s Økonomiske og Monetære Union, der siden blev til den fælles mønt, euroen.
»Jeg var ivrig efter, at der skulle stå med meget fede bogstaver, at hvis man ikke overholdt reglerne, så ville det slå ud i arbejdsløshed, fordi man jo ikke havde muligheden for at devaluere.«
»Krisen har sin rod i, at konkurrenceevnen er svækket meget radikalt i de pågældende sydeuropæiske lande, og man har ikke rigtig noget middel til at gøre noget ved det. En stramningspolitik i form af en mærkbar reallønssænkning er der ikke folkelig forståelse for og derfor ikke basis for. Derfor synes jeg, man må sige, at projektet har været en fejltagelse,« siger Erik Hoffmeyer.
Han mener, at der ikke er nogen klar forbindelse mellem de løbende forsøg på at bringe renten på de berørte landes statsobligationer ned og så forbedring af deres beskæftigelsessituation.
»Det er noget, man bilder befolkningen ind.«
»Hvis man indser, at man har begået en fejltagelse ved at invitere så mange lande ind i euroen uden at gøre det soleklart for dem, hvad betingelserne er, så skal man ikke gøre det vanskeligt for dem at træde ud. I stedet skulle de have en belønning. De skulle have, hvad man kunne kalde et gyldent håndtryk. Hvis de altså selv ønsker at forlade euroen – jeg mener ikke, man skal smide dem ud,« siger den tidligere nationalbankdirektør.
Hoffmeyer: Det værst tænkelige er sket
På et eller andet tidspunkt vil væksten løje af, og det kan man godt indrette sig på, siger Danmarks nationalbankdirektør gennem tre årtier, Erik Hoffmeyer. Men måden, det netop nu foregår på i Sydeuropa, er rystende. Euro-projektet er en fejl, og hvis nogen vil ud, bør de have det gyldne håndtryk, mener han
’Det er ikke nødvendigt, at der er vækst. Der har været meget lav vækst gennem et par tusind år af menneskehedens historie, og det kan man sagtens indrette sig på,’ siger Erik Hoffmeyer.
Af: Jørgen Steen Nielsen
10. oktober 2012
Træerne vokser jo ikke ind i himlen.« Fra sin lyse stue har Erik Hoffmeyer udsigt til haven, hvor en japansk ahorn lyser brændende rødt mellem det stedsegrønne.
Samtalen handler om væksten, der p.t. er blevet væk i store dele af Europa, og som for i-landene som helhed synes at have været for nedadgående gennem det meste af 50 år.
Hoffmeyer, i dag 87 år, var lille dreng, da depressionen ramte USA og de vestlige økonomier hårdt i 1929. Han var ung mand under Anden Verdenskrig, fik sin kandidatgrad som nationaløkonom, da væksten begyndte at få fodfæste ved 1950’ernes begyndelse, og vogtede i 30 år – fra 1965 til 1994 – over den danske økonomi som direktør for Nationalbanken. Hans navnetræk på mange millioner danske pengesedler er i dag efterhånden ude af cirkulation – selv følger han fortsat i sit otium de dramatiske begivenheder i den danske og internationale økonomi. Uden at være sikker på, hvor det bærer hen.
»Man må sige, at på et eller andet tidspunkt vil væksten løje af. Træerne vokser jo ikke ind i himlen – hidtil har man blot sagt, at det ikke bliver i vor tid,« siger Erik Hoffmeyer som kommentar til statistikken, der fortæller, at i-landenes BNP-vækstrater er faldet fra 5,4 pct. i 1960’erne over 3,1 pct. i 1980’erne til 1,4 pct. i 00’erne. For eurozonen forudser Deutsche Bank i en dagsaktuel prognose minus 0,5 pct. vækst i år og nul pct. i 2013, mens USA’s økonomi ventes at vokse med godt to pct. i år og næste år. Den Internationale Valutafond, IMF, fremlægger på tirsdag sin nye vurdering af den globale økonomis tilstand, og rygterne taler om en ny nedjustering af væksttallene.
Tvivlsomme prognoser
»Der er to grundlæggende faktorer i væksten: forbruget og investeringerne – hvis en af dem går i stå, kommer der stagnation,« forklarer Hoffmeyer.
»Vi har som bekendt oplevet flere historiske stagnationsperioder. Typisk har man efter en af de store krige oplevet opsving efterfulgt af udfladning og så stagnation, hvorefter man venter på, at et nyt opsving indledes. Men det billede, der er tegnet for de seneste 50 år, er lidt anderledes. Det kunne se ud som et vendepunkt for industrialiseringen. Som om den stimulans på økonomien, som den tekniske udvikling har skabt, er ved at høre op. Men jeg vil ikke sige, jeg har nogen sikker vurdering af det.«
Erik Hoffmeyer fortæller, hvordan han som nationalbankdirektør med mellemrum samlede fagfolk fra de organer, der laver prognoser: Det Økonomiske Råds Sekretariat, Finansministeriet, LO, Dansk Industri.
»Vi sad rundt om bordet i Nationalbanken, og jeg spurgte: ’Hvorfor kommer I frem til det ene og det andet, hvorfor er der forskelle, hvad er årsagen?’ Det er meget vanskeligt at lave økonomiske prognoser. Der er megen subjektivitet i det, og man brænder sig igen og igen på prognoser, der siger, at det vil gå på en bestemt måde. I min tid holdt vi prognoserne for os selv – jeg ville ikke lægge navn til noget, der var så usikkert.«
Den nuværende nationalbankdirektør Niels Bernstein udsendte forleden bankens nye kvartalsoversigt, der forudser en vækst i den danske økonomi på blot 0,3 pct. i år – at den tegner så lavt, kommer lidt bag på Erik Hoffmeyer – men Bernstein betoner samtidig den »store usikkerhed« forbundet med udsigten for de nærmeste års udvikling.
Vækst ikke nødvendig
Tilbage i 1958 blev Erik Hoffmeyer dr.polit. Hans arbejde beskrev inddragelsen af teknologien og de tekniske fremskridt i konkurrencen mellem virksomhederne og dermed af central betydning for væksten.
»Økonomerne havde opereret med nogle meget simple funktioner, der opererede med tre produktionsfaktorer – jord, arbejde, kapital – og man var ikke rigtig klar over teknologiens afgørende betydning for velstandsstigningen.«
»Den indsigt er efterhånden en selvfølge, men i dag er det store spørgsmål, om teknologien fortsat kan holde vækstraterne oppe eller forhindre dem i at falde. Det ved man vel ikke så meget om,« siger Hoffmeyer.
Han påpeger, at et nyt perspektiv i dag synes at holde sit indtog i debatten: ’Udtømningssynspunktet’.
»Romklubben pegede i begyndelsen af 1970’erne på risikoen for udtømning af råstoffer. I dag må man vel sige, at det ikke er det, der er slået igennem. I stedet er navnlig miljøperspektivet blevet synligt, og hvem ved, om der også i dag simpelthen kan være tale om udtømning af ideer.«
»Der er ikke ret meget, man kan regne med som sikkert, og jeg synes, det er rigtigt, at man sætter søgelyset på at undersøge, om det, vi kalder forbrugsfunktionen og investeringsfunktionen, nu løjer af.«
– Hvad indebærer det, hvis det er et varigt fænomen, at væksten i i-landene løjer af?
»Det er ikke nødvendigt, at der er vækst. Der har været meget lav vækst gennem et par tusind år af menneskehedens historie, og det kan man sagtens indrette sig på. I den nuværende situation bør to ting være opfyldt: At man har nået en forholdsvis høj levestandard, og at man tager sig rimeligt af de svage,« mener Erik Hoffmeyer.
Fejltagelsen
Det betyder ikke, at den dybe aktuelle krise med minusvækst i store dele af eurozonen er noget, man kan tage let. Faktisk er eurokrisen noget, der berører den tidligere nationalbankdirektør dybt.
»Jeg vil sige, at det værste er sket for eurozone-landene. Det værst tænkelige er sket. Den negative vækst, man har i middelhavslandene, er rystende.«
»Det mest forstemmende er den store arbejdsløshed med meget ringe udsigt til at kunne bekæmpe den, sådan som man er låst fast af euroen. Jeg kan ikke se, hvordan disse lande inden for en periode på 5-10 år overhovedet kan komme af sted med at få en lavere ledighed. Og det er en helt konkret bremse på deres mulighed for udvikling,« påpeger han.
Hoffmeyer sad med i den såkaldte Delors-komité, der i 1988-89 gjorde forarbejdet til EU’s Økonomiske og Monetære Union, der siden blev til den fælles mønt, euroen.
»Jeg var ivrig efter, at der skulle stå med meget fede bogstaver, at hvis man ikke overholdt reglerne, så ville det slå ud i arbejdsløshed, fordi man jo ikke havde muligheden for at devaluere.«
»Krisen har sin rod i, at konkurrenceevnen er svækket meget radikalt i de pågældende sydeuropæiske lande, og man har ikke rigtig noget middel til at gøre noget ved det. En stramningspolitik i form af en mærkbar reallønssænkning er der ikke folkelig forståelse for og derfor ikke basis for. Derfor synes jeg, man må sige, at projektet har været en fejltagelse,« siger Erik Hoffmeyer.
Han mener, at der ikke er nogen klar forbindelse mellem de løbende forsøg på at bringe renten på de berørte landes statsobligationer ned og så forbedring af deres beskæftigelsessituation.
»Det er noget, man bilder befolkningen ind.«
»Hvis man indser, at man har begået en fejltagelse ved at invitere så mange lande ind i euroen uden at gøre det soleklart for dem, hvad betingelserne er, så skal man ikke gøre det vanskeligt for dem at træde ud. I stedet skulle de have en belønning. De skulle have, hvad man kunne kalde et gyldent håndtryk. Hvis de altså selv ønsker at forlade euroen – jeg mener ikke, man skal smide dem ud,« siger den tidligere nationalbankdirektør.