Systemkritikeren Mogens Glistrup

[SVEN OVE GADE]

Systemkritikeren Mogens Glistrup

AF SVEN OVE GADE, FORFATTER, FHV. CHEFREDAKTØR

I stedet for at imødegå Glistrup med argumenter foretrak politiske modstandere at bruge retsmaskineriet. Hvornår begynder historikerne at analysere forløbet, spørger fhv. chefredaktør Sven Ove Gade.

I 1990 spiste jeg middag med Lene og Mogens Glistrup. Han var i gang med at samle underskrifter til Trivselspartiet, et af hans mere fortvivlede projekter. Få år før havde han forladt Horserød efter at have afsonet sin fængselsstraf.

For det meste er politikere erhvervsskadede og kun nærværende, hvis de kan få lov at tale om politik. Glistrup og ikke at forglemme hans kone var lykkelige undtagelser. Vi talte ikke mindst om litteratur, bøger, der særlig havde gjort indtryk på os. Tiden fløj af sted. Vi nåede slet ikke frem til skattepolitikken eller andre af Christiansborgs specialiteter.
Det var første gang, jeg var tæt på systemkritikeren Mogens Glistrup.

Som næsten alle i medieverdenen havde jeg lukket mig inde i forestillingen om den foretagsomme skattejonglør, som ville skyde grunden bort under velfærdssystemet. Pludselig opdagede jeg, at jeg kunne lide denne folkefjende. Humoren, selvironien, den naturlige værdighed. Trods forfølgelser og fængselsophold var han ikke bitter. Senere

Han havde ellers al mulig grund til at være vred på Ekstra Bladet, der fra første færd havde rubriceret ham under kategorien landsbytosser – om end en af de avancerede.
Skriverkarlene på bladet så Glistrup som en slags jordisk satan og fornemmede ikke dybden i det folkelige oprør imod et system, hvor de offentlige udgifter var steget og steget, ikke mindst under den borgerlige VKR-regering fra 1968 til 1971, og at skattetrykket med især indkomstskatterne var ved at underminere den personlige frihed.

Glistrup yndede provokationer. For eksempel når han i starten foreslog en reduktion af de offentlige udgifter med 90 pct., nedskæring af Folketinget til 40 medlemmer, havregrødsautomater til delvis afløsning af socialvæsenet, nedlæggelse af udenrigstjenesten og forsvaret erstattet af en automatisk telefonsvarer, der på russisk meddelte: »Vi kapitulerer.«
elvfølgelig var forslagene umulige, men Glistrup fik en ulmende glød til at blusse op.

»Pengene ligger bedst i borgernes lommer,« havde den konservative Poul Møller sagt igen og igen. I 1968 blev han finansminister. I stedet for at falde eksploderede de offentlige udgifter og dermed skattetrykket – fra 30 pct. i 1965 til 45 pct. i 1971.
Frem for at imødegå Glistrup med argumenter besluttede det politiske establishment at retsforfølge provokatøren. I 1972 begyndte Advokatrådet, dvs. bestyrelsen for advokaternes organisation, at køre en disciplinærsag mod Mogens Glistrup for ”systematiske overtrædelser af aktieselskabsloven”.

Med finansminister Henry Grünbaum og justitsminister K. Axel Nielsen som indpiskere tilsluttede den socialdemokratiske regering sig felttoget og anmeldte Glistrup til politiet.

Den øverste administrative chef for skattevæsenet, ligningsdirektør Th. Hove, der tidligere havde kaldt Glistrups transaktioner »helt legale«, smækkede hælene sammen og sagde jawohl. Og hvad der efter hidtidig praksis ville have været en gemen civilretlig skattesag, blev pludselig en straffesag.
Få måneder efter jordskredsvalget i december 1973, hvor Fremskridtspartiet med 28 mandater blev det næststørste parti, var rigsadvokat Per Lindegaard rede til at rejse tiltale mod Glistrup. Anklageren, politiadvokat Leo Lemvigh, udarbejdede hurtigt et anklageskrift på 143 sider.
Sammen med chefredaktør Victor Andreasen besøgte jeg den venlige mand. Vi var chokerede over den manglende stringens i det juridiske arbejde, hvor man inspireret af en revisor introducerede et hidtidigt ukendt begreb: fiktionsteorien, dvs. reelt indholdsløse dispositioner uden at inddrage Glistrups formueforhold.
Sagen lugtede langt væk af politik. Det var i øvrigt samme Lemvigh, der offentligt havde udtalt, at han ville blive fyret, hvis Glistrup ikke blev sigtet. Selvfølgelig burde Ekstra Bladet være gået i aktion, men i lighed med andre medier valgte vi at tie.
I sin nye biografi om Glistrup, hvor andet bind netop er udkommet, gennemgår datteren, historikeren Anne-Marie Glistrup, nøgternt og overbevisende forløbet. Her blot enkelte eksempler på det politiske og juridiske systems evne til at optræde som jonglør:
Endnu inden der var rejst tiltale, mente statsminister Anker Jørgensen, at Glistrup burde ryge i spjældet.
»Han skal dømmes. Han har misbrugt det danske rets- og skattesystem ud over al rimelighed,« erklærede han.
Og hans justitsminister, K. Axel Nielsen, fratog uden videre Glistrup hans eksekutorbevilling – en væsentlig del af eksistensgrundlaget for enhver advokatforretning, og meddelte, »at der ikke kan angives noget bestemt tidsrum, før De på ny kan forvente at blive eksekutor.«

Det hører med, at ingen af de to beskikkede forsvarere havde indsigt i skatteret.
Efter behandlingen af en af de sager i Landsskatteretten, der var en konsekvens af retsforfølgelsen, erklærede retsformanden, Christian Vinten, lige ud, at »Glistrup nødigt skulle få indtryk af, at han kunne vinde sagerne.«

Da rigsadvokaten ville have ophævet Glistrups immunitet som folketingsmedlem, fortalte statsminister Anker Jørgensen, at han ville stemme for. Begrundelsen var følgende: »For det første er Glistrup en anløben person, og for det andet er der tilløb til noget i retning af halvfascisme i den filosofi, han står for.« Altså slet og ret en politisk og ikke en juridisk vurdering.

Blot to måneder efter byretsdommen afsagde retten en kendelse om at beslaglægge ægteparret Glistrups hjem samt flere af hans andre ejendomme. Kendelsen byggede på en uhyre sjælden anvendt paragraf i retsplejeloven, der var indført for at imødegå de tilfælde, hvor der var grund til at frygte, at en skyldner ville unddrage sig sin gæld.

Som om at man ikke vidste, at Glistrup havde haft masser af tid til at flytte sine private papirer i skattely og overdrage ejendomme og papirer til sin kone og børn, hvis det var det, han ville.
Mens sagen kørte i landsretten bestemte dommerne, hvilke punkter på Folketingets dagsorden, Glistrup skulle have adgang til at debattere, og hvilke han kunne være med til at stemme om.

Med andre ord et klart brud på den grundlovssikrede deling af magten mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende.
Med præsidiet i spidsen godtog Folketinget uden videre dette udtryk for magtfordrejning.
Glistrup kom til at betale prisen for at provokere det altid tilpasningsduelige politiske og juridiske system. Også økonomisk. Kun 14.000 kr. efterlod det engang så velhavende ægtepar sig.

Det pæne og anstændige Danmark gjorde, hvad det kunne for at malke de sidste kroner ud af ham. Og som et allersidste skub lukkede man den næsten 80-årige syge mand inde i arresten i Næstved med alvorlige konsekvenser for hans helbred.

Som Lene Glistrup formulerede det: »Systemet kunne ikke finde plads til andre dømte, men ham havde de plads til.«
Enig eller uenig med systemkritikeren Glistrup, så vil vel de fleste være enige om, at han om nogen formåede at sætte skel. At analysere systemets behandling af ham burde være en indlysende opgave for historikerne, ikke mindst retshistorikerne.

Datteren Anne Marie Glistrup har taget de første spadestik.
Hvornår kommer den første ph.d.-afhandling om systemets behandling af denne provokatør? For det er vel ikke sådan, at alene navnet tænder det røde lys i den afrettede akademiske verden?

Kommentar BmOnline:
Ja, hva har ikke sadistene i Danmark gjort imot personen Glistrup, det er en skam!!