EU, Vejen til helvede

[Pia Kjærsgaard]

KRONIK:
Kjærsgaard og Messerschmidt: Vejen til helvede
Af Pia Kjærsgaard, MF og Morten Messerschmidt, MEP (DF)
13. juni 2013, 17:00

EU er ikke længere fredens projekt. Det er ideologiens projekt. Og med ideologier følger det farlige spil, der kan udløse voldelige revolutioner og kontrarevolutioner. Og mens euroen falder, må europæerne se deres gamle kontinent falde med, skriver Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt.

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter. Og således kan ideologierne beskrives under ét. Alle ideologier søger at omforme samfundet på egne præmisser, betragter mennesker som genstande, der kan omformes, nedbrydes, genopbygges efter den for tiden mest fikse tanke – det være sig liberalismen, på hvis fordring mennesket skal løsrives fra sin historie, kultur, identitet og virkelighed. Det gælder som bekendt i socialismen. Og det gælder i euro-ismen, hvor en ny nation, en ny fortælling, et nyt menneske – homo europea – skal tage plads og fortrænge grækere, finner, briter, østrigere mv. Metoden er ikke guillotine eller udryddelseslejre (og tak for det!), men derimod en ensretning, tvunget af den nød, som EU med fælles valuta, åbne grænser og østudvidelsen har bragt borgerne i.

Fra Bruxelles betragtes Europa som et laboratorium, hvor borgerne som forsøgskaniner udsættes for det ene katastrofale forsøg efter det andet: nedlæggelse af grænsekontrol; politisk bestemte valutakurser, tvangsliberaliseringer og tilbagerulning af ellers hævdvundne demokratiske principper. Værst blandt forsøgene er dog indførelsen af den fælles valuta, som i dag er en reel trussel mod EUs fredelige fremtid.

Det bedste – og værste – eksempel er Grækenland. Her kom overgangen til den fælles valuta til at virke som benzin på et flammende bål. Med ét slag fik grækerne adgang til billige lån, og det skabte en låneboble, som blev første led i den græske tragedie. Men hertil kom det løbende tab af konkurrencekraft. Mens Tyskland lod enhedslønningerne (2000 til 2010) stige med seks procent, steg de tilsvarende i Grækenland med 46 procent. I en normal verden, ville en sådan reduceret konkurrenceevne have korrigeret den græske valutakurs over for Tyskland (depreciering/devaluering). Men uden en egen valuta var grækerne prisgivet, og da krisen kom, slog den tabte konkurrenceevne for alvor igennem. Økonomien skrumpede med rekord-fart.

Det er en politisk beslutning, at græsk og tysk valutakurs skal være ens. Markedet er tydeligvis ikke enigt. Men i stedet for at opgive eksperimentet og hjælpe grækerne ud af tragedien, insisterer laboratoriets herremænd på at fortsætte. Deprecieringen må ske internt via reduktioner i landets produktionsomkostninger (løn, offentlige udgifter, pensioner mv.) I laboratoriet ser den slags fornuftigt ud. Men de politiske og sociale konsekvenser er enorme.

Kunne grækerne ikke bare have holdt lønningerne i ro? Naturligvis! Men man må forstå, hvilket samfund Grækenland er. Det var ikke nyt at lade de offentlige udgifter, lønninger og budgetter stige. Sådan har det altid været, hvilket fra 1980 til 2000 medførte, at den græske drachma blev nedskrevet over 500 procent i forhold til ecu’en, den daværende centralkurs. Sådan må det være. Derfor ramte katastrofen, da landet ikke længere kunne depreciere. Spørgsmålet er derfor: kan EU med sine vedvarende krav om nedskæringer forandre Grækenland så fundamentalt, at det, der hidtil har været kerneelementer i det græske samfund, radikalt ændres? Kan grækernes mentalitet fortyskes? Her jubler ideologen over udfordringen. Vi andre ryster på hovedet.

Desværre er EU ledet af ideologer, som tror, at et folks kultur kan ændres med dekreter fra Bruxelles. At korruptionen med et direktiv kan fjernes. At arbejdsmoral med en forordning kan harmoniseres. At skattebetalingen kan hæves med tyske kontrollanter, og at den politiske kultur kan frigøre sig fra hundrede år gamle traditioner med et diktat fra Trojkaen. Vi tror det ikke. For mennesket er ikke en computer, som blot ved at ændre styresystem kan ændre adfærd. Mennesket er et vanedyr med vaner, der til tider går hundredvis af år tilbage. Er bundet og formet af sin historie, sin religion, sin geografi, sin stolthed og alt det, som ikke kan defineres i formler og recepter, og som ideologen derfor hverken forstår eller anerkender. Derfor vil euroen føre til sociale opstande, der kan få, hvad vi hidtil har set, til at ligne en søndagsudflugt. Euroen og de hermed uløseligt forbundne reformer er ved at rive sjælen ud af den græske befolkning. Når reformerne hidtil kun har forøget fattigdommen og skadet væksten, bevæger Grækenland sig i retning af sammenbruddet.

Sammenbruddet berører dog ikke kun grækerne. Da Kansler Merkel for nylig besøgte Athen, blev hun mødt med voldelige demonstrationer og plakater af sig selv i nazi-uniform. Man fornemmer et desperat had mod alt tysk. Men ufreden stikker dybere. Den økonomiske krise har givet et nyt fascist-parti – Gyldent Daggry – fremgang. I Tyskland ønsker et flertal af befolkningen Grækenland ud af euroen. Generelt giver krisen anledning til stadigt større spændinger mellem nord og syd. EU er ikke længere fredens projekt. Det er ideologiens projekt. Og med ideologier følger det farlige spil, der kan udløse voldelige revolutioner og kontrarevolutioner.

I Bruxelles ved man, at jorden brænder. Temperaturen i laboratoriet stiger til faretruende niveauer, mens man blindt tror på harmoniseringen af Europas befolkninger. For alle ved, at en fælles valuta kun kan lade sig gøre, hvis enten alle områder i valutaen udvikler sig i takt, eller hvis befolkningerne i nord for al evighed accepterer at betale til dem i syd (og de i syd accepterer i al evighed at leve med et debitor-folks moralske identitetskrise). Det sidste går ikke. Utilfredsheden er i dag udbredt – fra Finland i nord til Cypern i syd. Derfor griber vore ideologiske herskere nu til, hvad der vel nok fra start har været endemålet: føderaliseringen af Europa. EU-kommissionsformand José Barroso har sagt det klart: »Vi skal skabe en føderation mellem medlemslandene.« En føderation med fælles finanspolitik, fælles regering, fælles gældshæftelse, skatteopkrævning og gældsudstedelse – ja, Europas Forenede Stater. Man vil spejle sig i USA.

Men når det for 250 år siden lod sig gøre at skabe et forenet land i Nordamerika (som i øvrigt skulle gennem en blodig borgerkrig for at enes herom), var forudsætningerne væsentligt anderledes. USA er et indvandrerland, hvis indbyggere med vold fjernede den oprindelige befolkning og overtog landet. De kunne starte på en frisk, historien blev sat på 0. De havde dog fælles sprog, fælles erfaringer samt fælles udfordringer, fjender og bevidsthed. Det gælder ikke i Europa, hvor nationalstaten danner rammen om den daglige tilværelse.

Europas nationalstater, monarkier og folk har bestået i årtusinder, har allieret sig, bekriget og udfordret hinanden. Vi har med hver sin historie udviklet en identitet, der binder os sammen, men også skiller os. Vi taler forskellige sprog. Ser forskelligt på forholdet mellem stat og individ, kirke og stat. Betragter sekularisering forskelligt. Opfatter korruption forskelligt. Og det er ikke ondt. Forskellighed kan, viser den europæiske historie, tværtimod være en inspirerende kraft til at skabe stadig nye landvindinger. Men først og fremmest er forskelligheden en givet forudsætning for det at være borger i Europa. Og det sætter grænser for, hvad der derfor kan overlades til en fælles harmonisering uden fatale konsekvenser. For demokratiet. For sammenhængskraften. Og for resultaterne. På alle disse tre områder har euroen vist sig katastrofal.

Det betyder ikke, at alt samarbejde bør bortkastes. Det eneste, vi bør – og skal – skille os af med, er den ideologiske drivkraft. Europa skal ikke være en ideologi. I EU er hverken umiddelbarheden, sproget, historien, folkeligheden eller genkendeligheden fælles på tværs af vore grænser. Vel har vi dele af et fælles sprog – de fleste behersker vel fransk, tysk og engelsk på konversationsniveau. Vel har vi noget historie til fælles. Og vel slås vi fra tid til anden med de samme problemer. Men umiddelbarhed? Genkendelighed? Fælles offentlighed og fortrolighed? Nej. Det er ikke virkeligt.

Dermed vender vi tilbage til ideologen. For ideologen lader sig ikke begrænse af virkeligheden. Men han falder på dens alter. Og mens euroen falder, må europæerne se deres gamle kontinent falde med. Det er trist, men desværre ikke første gang i Europas historie, at de frelste prædikanter bemægtiger sig magten og med blikket stift rettet mod lærebogen styrter folket i afgrunden.

[Gertrud]

Godt, at Messerschmidt afslører EU's rævestreger!

EU

Socialistisk ønske om europæisk superstat
En ny gruppe i Europa-Parlamentet arbejder nu åbenlyst for en forfatning, der vil indføre en central EU-regering,
en EU-højesteret samt kræve, at medlemslandene respekterer EU’s værdier.

Morten Messerschmidt betegner det som uhyggeligt. Af Karsten Lorentzen (DF) Husker nogen efterhånden supereuropæeren Jacques Delors? Han var en fransk socialist og formand for EU-Kommissionen, da danskerne skulle stemme om unionen i 1992. Det var ham, der forvandlede EU-modstanden fra primært at være socialistisk til at blive borgerlig. I dag er han glemt, mens hans ånd præger stadig tankegangen i EU. Socialisterne kan ikke få EU nok. De har
nemlig fundet ud af, at EU fungerer på samme måde som et kæmpemæssigt socialkontor. Her er der altid penge nok, for europæerne betaler via skatten. Den såkaldte ”Spinelli-gruppe” i EU-Parlamentet – opkaldt efter endnu en socialist, italieneren Altiero Spinelli (1907-1986), som også lægger navn til den største bygning i Parlamentets kompleks i Bruxelles – vil have indført en ny forfatning for EU. Med en rigtig føderation, en rigtig regering, højesteret efter amerikansk forbillede samt fælles finanspolitik. ”Folk er ærgerlige over EU’s mangel på demokrati. Men i virkeligheden handler det om mangel på regering,” lyder argumentet fra den britiske liberale MEP Andrew Duff og den tidligere premierminister i Belgien, supereuropæeren Guy Verhofstadt. De mener, at krisen
i Europa primært skal tilskrives manglen på fælleseuropæisk styring, og det vil de nu råde bod på.

Planerne, som er blevet til i samarbejde med den tyske Bertelsmann-Stiftung, kan læses i et 300 sider langt udkast til ”A fundamental Law of the European Union” – eller med andre ord ”grundlov”, og læsningen kan få det til at løbe
koldt ned af ryggen på enhver med fornuften nogenlunde i behold.

Som forhenværende premierminister i Belgien hører begreber som demokrati og nationalfølelse
ikke til Guy Verhofstadts stærke sider. Derfor ønsker han sammen med en blanding af liberale
og socialister en ny forfatning for Europa, der sætter nationalstaterne helt ud af spillet. End
ikke kritik af EU skal være tilladt, da dette vil være i strid med EU’s ”værdier”. Også den
danske socialdemokratiske MEP Britta Thomsen deltager i det udemokratiske projekt.

Vil nedlægge nationalstadierne
EU skal defineres som en ”føderation” af medlemsstater, der skal forpligtes til at ”respektere EU’s værdier”. EU-Kommissionen skal forvandles til en egentlig ”EU-regering”, og Den Europæiske Centralbanks magt skal
styrkes, og der lægges op et slags fællesskab om gæld. Hertil kommer, at der ikke længere
skal være enstemmighed mellem medlemslandene om traktatændringer. Dansk Folkepartis medlem af EU-Parla-
mentet Morten Messerschmidt glæder sig over den klare udmelding fra socialisternes side, fordi det nu må være klart for enhver,hvad det præcis er, EU-tilhængerne går og drømmer om? Han har det bedst med ærlig-
hed, og Spinelli-gruppen er hudløst ærlig ”Jeg kan kun glæde mig over, at dette kommer frem i dagens lys inden valget til EU-Parlamentet i maj. Nu kan danskerne sort på hvidt se, at socialisterne ønsker at nedlægge
nationalstaterne og fjerne al suverænitet fra medlemslandene. Det må betegnes som en befriende
klar udmelding. Og jeg ser meget frem til at høre mere om regeringens reaktion på dette meget vidtgående forslag til en ændring af traktaten”, siger Morten Messerschmidt.

Han advarer mod, at forslaget ikke alene vil underminere den nationale selvbestemmelse i medlemslandene, men at det også indeholder decideret totalitære takter, der leder tanker hen på de gamle diktaturstater i Østeuropa.
”Jeg hæfter mig ved, at medlemslandene skal forpligtes til at leve op til ”EU’s værdier”.
Disse værdier kan jo af den ikke-folkevalgte EU-Kommission og EU-Domstol fortolkes efter forgodtbefindende og vil naturligvis også blive det. I realiteten betyder det, at EU-skeptikere- og modstandere dermed skal udelukkes helt fra at sætte deres præg på debatten. Det får mig virkelig til at gyse”. Hellere penge end demokrati Morten Messerschmidt tilføjer, at pengespildet i EU-systemet er omfattende – og at en del af manøvren med at tilrane sig mere magt også handler om lettere adgang til europæernes penge. ”EU har pøset milliarder af kroner ud til
nyttesløse projekter på eksempelvis social- og arbejdsmarkedsområdet. EU-revisionens rapporter er hvert år fyldt med den ene rædselsberetning efter den anden, og jeg havde aldrig anet, at jeg hver dag i flere måneder kunne
fylde et indlæg med en ny historie om penge-spild. Det hele er varm luft og tomme projekter”, siger Morten Messerschmidt.

Spinelli-gruppens forslag skal ifølge hamses som en konsekvens af de rød-grønne partiers ønske om, at EU skal komme dem til undsætning i deres egne medlemslande, hvorden politiske dagsorden som regel går ud på
at sætte tæring efter næring og spænde livremmen ind. Men han advarer om, at landene kommer til at betale en meget dyr pris for gruppens planer om en føderation. ”Socialisterne i Spinelli-gruppen har vist, at de er villige til at sælge ud af deres egne landes suverænitet for en pose penge. At de er villig til at sætte demokratiet i anden række.
Det er det meget uhyggelige ved gruppens forslag. Jagten på milliarder og atter milli-arder har gjort dem blinde for det faktum, at EU’s planøkonomi måske i sig selv er en del af årsagen til den strukturelle krise i EU, og at
befolkningerne kommer til at betale en meget høj pris”, siger Morten Messerschmidt.

Gertrud G.

[Dassen]

Her kommer agendaen som globalistene ikke ville snakke høyt om, til syne som den gjorde det, den 7. mai i 1969 på Stortinget.

EUROPABEVEGELSEN I NORGE

BERETNING

For

PERIODEN

14. februar 1969 - 25. februar 1970

__

Noen spredte utdrag:

1. Statutter

a.Formål

Europabevegelsen i Norge - stiftet ved møte i Stortinget 30. mai 1949 - har som formål:

Å fungere som den internasjonale Europabevegelsens norske avdeling å fremme dens målsetting.

Disse statutter er vedtatt av årsmøtet 13. mars 1967.

Den internasjonale Europabevegelsens målsetting:

"Europabevegelsen søker å virkeliggjøre ett europeisk fellesskap, med respekt for menneskerettigheten, ved en politisk, økonomisk, militær og sosial integrering av de europeiske nasjoner. Dens mål er opprettelsen av Europas Forenede Stater, utstyrt med en regjering, et parlament med to kamre, valgt ved almindelig valg, en domstol og et økonomisk og sosialt råd".


Vil danne Europas forente stater
EU-topp vil gjøre Europa til ett land.

http://www.dagbladet.no/2014/02/18/nyhe ... /31876225/

[Gertrud]

Vigtig artikel fra Gatestone:
Brexit og Norge: Dette bør man undgå
af Fjordman
22. September 2016

Oprindelig engelsk tekst: Brexit and Norway: What to Avoid
Oversat af Mette Thomsen

"[Briterne ønsker] at være som Schweiz, men de er ikke klar over, at Schweiz betaler kolossale summer til EU... De vil blive nødt til at acceptere befolkningernes frie bevægelighed og betale høje lønninger og acceptere nogle love, som de ikke har indflydelse på." – Daniel Pedroletti, formand for gruppen af schweiziske samfund, New Helvetic Society, London.

Norge er det eneste land, der har indført alle EU's direktiver før tidsgrænsen. Norge, som formodes ikke at være medlem af EU, implementerer således EU's regler og regulativer mere lydigt end selv lande, der har været med til at grundlægge EU, så som Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg.

De fleste af Norges nuværende love er skrevet af bureaukrater i Bruxelles, ikke af valgte parlamentarikere i Norge.

Norges indbyggere har afvist medlemskab af EU to gange. Meningsmålinger i dag viser, at det store flertal af nordmænd er imod et medlemskab af EU. Til trods for dette har landets politikere mere eller mindre gjort deres land til EU-medlem, men uden indflydelse og uden stemmeret – i modstrid med folkets vilje og muligvis også i strid med landets grundlov.

Briterne burde granske tilfældet Norge indgående. Men mest som et negativt eksempel på, hvad man bør undgå.

Den 23. juni 2016 stemte 51,9% af vælgerne i Storbritannien for at forlade den Europæiske Union (EU). Fremmødet var højt, og den britiske folkeafstemning vakte stor international opmærksomhed. Marine Le Pen, lederen af Frankrigs Front National, roste resultatet og kaldte Brexit for "det mest betydningsfulde øjeblik siden Berlinmurens fald." Le Pen sagde, at hvis hun vinder det franske præsidentvalg i 2017, vil hun udskrive folkeafstemning om at forlade EU.

Nigel Farage trak sig som leder af Britisk Uafhængighedsparti (UKIP) kort efter at have sejret i den historiske afstemning. Adskillige dødstrusler mod ham og hans familie fra tilhængere af EU skal efter sigende have påvirket hans beslutning.

De komplicerede skilsmisseforhandlinger mellem Storbritannien og EU kan tage mange år. Nogle har skelet til Schweiz og Norge, to af verdens rigeste lande, som mulige modeller, man kunne følge, men de har begge et tæt samarbejde med EU. Der er også bekymring i både Schweiz og Norge for, hvordan Brexit vil komme til at indvirke på disse landes eget forhold til EU.

Daniel Pedroletti, formand for gruppen af schweiziske samfund, New Helvetic Society, London, siger, at der er "stor misforståelse" i Storbritannien vedrørende Schweiz' position:

"De ønsker at være som Schweiz, men de er ikke klar over, at Schweiz betaler kolossale summer til EU og må acceptere love uden at have indflydelse [på disse]."

"De indser ikke, at hvis de ønsker en tilsvarende ordning, vil de være nødt til at acceptere befolkningernes frie bevægelighed og betale høje lønninger og acceptere nogle love, som de ikke vil have nogen indflydelse på."

Selvom Schweiz ikke er fuldgyldigt medlem af EU, har landet mere end 120 bilaterale aftaler med blokken – landets vigtigste handelspartner.

Nigel Farage ønsker ikke, at Storbritannien skal efterligne Norges aftale med EU. Den er frygtelig, siger han. Det norske folk har afvist et medlemskab af EU. Alligevel har det norske folketing, Stortinget, "bedraget folket" og har, ifølge Farage, fået Norge ind i en meget dårlig aftale med EU.

Nordmændene har stemt imod et medlemskab af Fællesmarkedet/Den Europæiske Union to gange, i 1972 og i 1994. Efter afstemningen i 1994 indgik landets politiske ledere en aftale om en tæt tilknytning til EU. Det drejer sig om EEA-aftalen, i Norge kendt som EØS-aftalen. Den dækker ikke en fælles landbrugs- og fiskeripolitik. Kontrollen med naturens resurser er et følsomt emne for et land med en lang kystlinje plus store havdepoter af olie og naturgas. Men bortset fra disse få undtagelser blev Norge i realiteten et associeret medlem af EU efter 1994. EEA-medlemskab kræver fri bevægelighed for mennesker, tjenesteydelser, gods og kapital mellem Norge og EU. Norge er også med i Schengen-aftalen om åbne grænser, som alvorligt har svækket kontrollen med migranter og asylansøgere over det meste af Europa.

Statistikker fra 2016 viser, at blandt alle de 31 lande inden for EU og European Economic Area (EEA) er Norge det eneste land, som har indført alle EU's direktiver inden tidsgrænsen. Norge har indtaget denne topstilling for tredje år i træk. To andre EEA-lande, Island og Liechtenstein, har været de mest sendrægtig, når det gælder implementering af direktiverne. Norge, som formodes ikke at være medlem af EU, har således indført EU's regler og regulativer mere lydigt end selv lande, som var med til at grundlægge EU, så som Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. Dette vil måske overraske folk, som opfatter Norges forhold til EU som noget, der er værd at efterligne.

De fleste af Norges nuværende love er skrevet af bureaukrater i Bruxelles, ikke af valgte parlamentarikere i Norge. Nogle lærde advarer om, at afgivelsen af magt til EU er så omfattende, at det udgør en overtrædelse af Norges grundlov og alvorligt undergraver detdemokratiske system.

Erna Solberg løper fandens ærend

I juni 2016 vedtog det norske storting med overvældende flertal at knytte nationen til EU's finanstilsyn. Kritikerne fordømte dette som den "største suverænitetsafgivelse" i mange år. Med stemmerne 136 for og 29 imod vedtog stortinget et lovforslag, som binder Norges regulering af finansielle og forsikringsmæssige institutioner til EU-reglerne. Centerpartiets leder, Trygve Slagsvold Vedum, var imod forslaget og advarede om, at det udgjorde "en omgåelse af grundloven." Gruppen "Nej til EU" slog fast, at stortinget var gået direkte imod folkets vilje ved at svække landets suverænitet. En meningsmåling viste, at kun 26 procent af nordmændene støttede planen om at knytte Norge til EU's finanstilsyn.

Norges indbyggere har afvist medlemskab af EU to gange. Offentlighedens holdning har vedvarende og gennem flere årtier været imod et medlemskab. Meningsmålinger i dag viser, at et meget stort flertal af nordmænd er imod et medlemskab af EU. Til trods for dette har nationens politikere mere eller mindre gjort landet til EU-medlem, men uden indflydelse og uden stemmeret. Politikerne har gjort dette i direkte modstrid med den folkelige vilje og muligvis også i strid med landets grundlov.

Storbritannien er et større land end Norge og har en langt større økonomi. Det giver landet en stærkere stilling i forhandlinger med EU og andre. Men det ville være en fejl ikke at tage ved lære af andre landes erfaringer. Ved skabelsen af deres eget fremtidige forhold til EU bør briterne granske tilfældet Norge indgående. Men mest som et negativt eksempel på, hvad man bør undgå.