Kronik i JyllandsPosten af POUL HØJLUND

[Gertrud]

Kronik i JyllandsPosten af POUL HØJLUND

Vi burde være klogere, men er det åbenbart ikke. Et enkelt foto af et smukt flygtningebarn eller et rædselsvækkende foto af et druknet flygtningebarn er nok. Sådanne fotos er opinionsskabende og sammenligningen til de ikoniske fotos fra Vietnamkrigen ligger lige for.

Sådan virker billeder, og alle mediefolk ved det. Det er derfor, de bruger netop disse billeder.
De taler direkte til vores følelser.
Følelserne siger, at vi skal hjælpe. Følelserne lider med de lidende, føler med de ulykkelige. Følelserne sætter os i deres sted. Det er nærmest umuligt ikke at have medfølelse, ikke at ville

• JP mener: Presset mod Europa udfordrer europæiske værdier

Men hvad med de mindst 50 andre væbnede konflikter i verden? Fortjener de ikke samme fotografiske opmærksomhed, samme medfølelse og samme bevågenhed fra både menigmand, presse og politikere?

Hvad med Yemen, der er i borgerkrig og i frit fald på vej mod status som failed state? Eller Sydsudan, der som en af verdens nyeste nationer næppe får lang levetid? Eller et af de utallige andre lande eller regioner, hvor helvede på jord er en realitet og hvor lidelserne ikke står tilbage for de syriske? Den eneste forskel er den manglende fotodækning, lidelserne er de umåleligt samme. Mange – selv generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp – har set skriften på væggen: 40 til 60 millioner mennesker på vej mod Europa og bag dem andre 60 millioner og bag dem atter andre utalte millioner. Der er ingen ende på verdens elendighed, og end ikke de mest avancerede lande har en jordisk chance for at hjælpe i tilstrækkelig grad til blot at udskyde katastroferne, endsige da forhindre dem.

Når man importerer store mængder af mennesker, importerer man kultur.
Det er kendsgerningerne – og de er ikke meget anderledes, end de altid har været. Den nuværende såkaldte flygtningekrise er ikke en krise, det er en permanent tilstand. Det er – desværre – verdens sande tilstand. I store dele af verden er fred perioden fra den foregående krig til den kommende krig.

• Britta Schall Holberg: Hvordan kan man dog være så hjerteløs?

Det nye er det føletyranni, der styrer opinionen i de vestlige lande. Det nye er, at fornuft kaldes kynisme og fremmedfjendtlighed, racisme og yderste højrefløj. Det nye er, at den nødvendige dialog mellem følelse og fornuft er opgivet. Følelse og medfølelse er blevet til institutionaliseret føleri, og ve den, der vover at sætte fornuften i arbejde.
Vi – de demokratiske lande – har gennem et væld af internationale organisationer og aftaler, med enorm menneskelig indsats og endnu større økonomisk støtte, i årtier gjort det bedste, vi formår, for at skabe udvikling, fred og velstand i de forsømte og fordømte lande.

Det går fremad, omend langsomt. Flere børn end nogensinde kommer i skole, flere mennesker end nogensinde løftes ud af fattigdom og flere nyfødte end nogensinde overlever. Demokrati spredes, omend langsomt. Fred etableres, omend langsomt.

Men vi kan ikke afskaffe apokalypsens fire ryttere: krig, pest, hungersnød og død. De rider, som de har redet siden tidernes begyndelse, og spreder deres ulykker over de lidende.
Er det de vestlige landes skyld? Er det kolonialismens skyld? Er det kapitalismens skyld? Er det vores skyld? Nej, det har helt åbenbart været menneskeslægtens forbandelse i al evighed. Det er kun i religionen, at der er en paradisisk før- og eftertilstand, hvor løven og lammet græsser side om side, og hvor al ufred og ulykke er ophævet. I virkelighedens verden er der krig, pest, hungersnød, død – og enorme flygtningestrømme. I dette er der intet nyt under solen.
Alle er efterhånden enige om ”indsats i nærområderne” – selvom det er knap et halvt år siden, at der var nærmest fascistisk tale. Jo, debatten flytter sig skam, men det går langsomt, og ingen af de mange følerister bryder sig om at sige åbent, at de også er begyndt at koble fornuften til.
Nu har både det store Tyskland og det langt mindre Østrig åbnet deres grænser for de titusindvis af mennesker, flygtninge og migranter i en uskøn blanding, der ikke finder tilbuddet i Grækenland eller Serbien tilfredsstillende. Flygtningevennerne klapper begejstret, formentlig uden tanke for, at det kun er en yderligere spore til fornyet indstrømning, eller at der med en tysk opholdstilladelse er åben adgang til hele EU og dermed frit valg af sociallovgivning.
Lad os nu tænke et par år frem. Tilstrømningen fortsætter, for hvornår og hvordan vil Merkel være i stand til igen at lukke grænsen? Hvem vil have det politiske mod til at hugge en grænsebom ned midt i køen, og hvad gør en statsleder, hvis menneskemasserne ikke vil acceptere en bom? Tør nogen sætte magt imod tilstrømningen, og vil nogen europæisk grænsegendarm skyde mod ubevæbnede ulykkelige, kvinder og børn iblandt?
Derfor er konsekvenserne indlysende: Europa ligger hermed åbent for enhver, der har midlerne og initiativet til at migrere eller flygte fra de manglende muligheder eller den manglende fred i hjemlandet. I løbet af få år vil de europæiske sociale systemer bryde endegyldigt sammen. Ingen lande vil vedblive med at have råd – og ingen har til dato påstået, at den enorme tilstrømning resulterer i en lige så enorm velstandsfremgang i modtagerlandene, tværtimod.