Sidste udkald for Europa

[Gertrud]

Sidste udkald for Europa
Implikationerne af folkevandringen til Europa er således rædselsfulde. Det er givetvis derfor, at de fleste vesteuropæiske politikere er ude af stand til at rumme dem mentalt og derfor ikke gør, hvad der skal til for at beskytte vor verdensdel.
OLE HASSELBALCH, PROFESSOR, JUR.DR., HUMLEBÆK

Det ser ud, som om vore beslutningstagere er handlingslammede i forhold til ”flygtninge”krisen.

Der kommer i skrivende stund ca. 100 asylsøgere til Danmark hver dag. Det svarer til 36.500 om året, som det antagelig vil være umuligt at få ud igen. I 2014 fødtes i Danmark 56.870 børn – inklusive børn af immigranter.
Hvad de nyankomne vil koste, vides ikke. Daværende social- og integrationsminister Karen Hækkerup stoppede i 2013 arbejdet med at få klarhed over prisen for tilvandringen fra ikkevestlige lande. Ud fra en officiel norsk beregning kan vi imidlertid gå ud fra, at de hver især påfører os en aflæselig udgift på 3,77 mio. danske kr. over et livsforløb. Hertil kommer de omkostninger, der ikke udskilles i de offentlige budgetter – overarbejdsløsheden, overkriminaliteten i direkte og indirekte skader, særbelastningen på folkeskolen og sundhedsvæsenet, belastningen på det sociale område i øvrigt osv. Desuden skjuler gennemsnitstallet, at belastningen er størst i grupperne af indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika.
De 14.000 syriske flygtninge, der kom sidste år, skal i henhold til hidtidig erfaring multipliceres i kraft af senere familiesammenføringer.
Men alene disse 14.000 påfører altså over årene det danske samfund en udgift mindst i omegnen af 50 mia. kr. (mere end det dobbelte af det nuværende årlige forsvarsbudget).
Alt for mange skyder stadig genvej ved at hænge fast i deres ædlere følelser i stedet for at holde sig til kendsgerningerne.

Fire af fem ”syriske” flygtninge er for øvrigt slet ikke fra Syrien (Daily Mail 18/9 2015, jf. Eurostat).
Muslimske immigranter har i reglen store tilpasningsproblemer og rummer et uoverskueligt voldspotentiale.

Flere undersøgelser viser, hvad der gemmer sig i denne gruppe. Læs f.eks. bogen ”Der var et Yndigt Land” (2014) med massive henvisninger. Senest fremgår af JP 19/10, at 11,3 pct. af de herværende muslimer ønsker, at alene Koranen skal være fundament for dansk lovgivning, medens 26,5 pct. mener, at fundamentet skal være en blanding af grundloven og Koranen.
I Mellemøsten ses, hvad sådanne holdninger indebærer.

Der er ingen lettelse forude, tværtimod. FN regnede i 2013 med, at folketallet i f.eks. Irak vil vokse fra ca. 31 millioner i 2010 til 145 millioner i år 2100 (mod 5 millioner i 1950), fra 173 til 261 i Pakistan (mod 37 millioner i 1950), fra 81 til 123 millioner i Egypten (mod 21 millioner i 1950) og så fremdeles.

Syrien havde i 1950 3,5 millioner indbyggere, i 2010 20,5 millioner, og der ventes at blive hele 32,5 millioner i 2100. Det ville svare til, at der var mellem 26 og 30 millioner indbyggere i Danmark – fem gange så mange som i øjeblikket. Hvordan ville her så se ud?
De nævnte facts og konsekvenser er i den grad ufattelige, at kun de færreste gør sig klart, hvad de indebærer. Uanset hvad nogen fatter eller ikke fatter, sker befolkningsudskiftningen imidlertid nu så hurtigt, at etniske danskere inden for en begrænset årrække vil miste flertallet og dermed magten på dansk grund.

Allerede længe forinden vil velfærdssamfundet være kollapset, og det fredelige Danmark vil være en saga blot.
Implikationerne af folkevandringen til Europa er således rædselsfulde. Det er givetvis derfor, at de fleste vesteuropæiske politikere er ude af stand til at rumme dem mentalt og derfor ikke gør, hvad der skal til for at beskytte vor verdensdel.

Disse politikere negligerer således, at tilvandringen har et omfang, der ikke lader sig tale væk, endsige at kosmetiske småforanstaltninger er som at hælde tevand på et brændende hus. De menneskestrømme, der dagligt ses på tv, kan således ikke holdes fra døren ved at erstatte handling med snak og tiltag, der er uproblematiske for de uinformerede vælgergruppers følelsesliv.

Helt galt er det, når politikere langt ind i blå blok ovenikøbet går ud fra, at ”internationale konventioner” forpligter os til selvødelæggelse. Andre civiliserede nationer er for længst stået af. Japan vil f.eks. ikke acceptere nedbrydelse af samfundet gennem flygtningeimport (hvilket ikke har hindret, at landet på et tidspunkt bestred posten som flygtningehøjkommissær i FN). Og Australien nægter pure at modtage bådflygtninge, ligesom man afskærer dem, der er kommet ulovligt ind, fra overhovedet at få behandlet en asylansøgning.

Naturligvis er vi ikke forpligtede til at give plads til mennesker, der forkaster det danske samfunds værdier og savner respekt for det grundlag, velfærdsstaten bygger på. På tilsvarende vis halter mediernes erkendelse af situationens alvor, og af hvad der derfor er relevant stof i såvel nyhedsformidlingen som i en debat om indvandringen, gennemgående bagud i forhold til den dagsaktuelle virkelighed.

Der har ellers været god tid til at vågne. Det, der nu sker, er blevet forudsagt i mere end 25 år. I Berlingske, Ekstra Bladet og Aktuelt lykkedes det f.eks. allerede omkring årsskiftet 1988-89 at få en sådan forudsigelse trykt i kronikform – inklusive uhyggelige detaljer i det, der udspiller sig i dagens Europa. Det krævede ikke større spåmandskunst – brikkerne lod sig umiddelbart hente bl.a. på FN’s informationskontor i København.
Ikke desto mindre var det uhyre vanskeligt at få publiceret den slags. Det blev endvidere ikke bragt i mainstreammedierne under forhold, der opfordrede til at tage forudsigelserne seriøst.

I stedet for at efterse kilderne til dem håndterede redaktionerne således den slags stof, som om det var et overløb fra ekstremister.
Flygtningehjælpen, som fik lirket den katastrofale udlændingelov af 1983 igennem på tværs af et besindigt flertal i det lovforberedende udvalg (inklusive Højesterets præsident), og andre humanitære og mellemfolkelige organisationer havde gennem deres manipulative ”informations”virksomhed en væsentlig skyld heri.

Men denne virksomhed var dog for professionelle journalister ingen gyldig genvej til udtømmende oplysninger og dermed til de fremtidsscenarier, der var synlige, hvis man satte sig ind i tingene.

Også politikernes reaktioner dengang var ubegribeligt dumme.

F.eks. formanede statsminister Poul Schlüter: »Jeg ved godt, at mange danskere er ængstelige for, at åbne grænser kunne føre til, at Danmark bogstaveligt talt blev oversvømmet af f.eks. en halv eller en hel million mennesker udefra. Det ville skræmme folk, men sådan går det jo ikke.«

Flygtningehjælpen var i øvrigt i stand til at afskære ham fra de relevante befolkningsprognoser.
Og Socialdemokratiets udlændingeudvalg med Vibeke Storm Rasmussen som formand barslede ganske vist med et udkast til en udlændingerapport, der regnede med, at Danmark ved 2000 kunne komme til at stå med helt op til 400.000 immigranter fra den tredje verden (hvad der faktisk blev en realitet).

Det førte imidlertid blot til, at hun blev udskiftet, hvorefter et nyt udvalg skrev en rapport, der afkalkerede de mangelfulde og misvisende, ja indimellem direkte løgnagtige informationer, som i en lind strøm flød ud fra de humanitære organisationers oplysningskontorer.

Alt for mange skyder stadig genvej ved at hænge fast i deres ædlere følelser i stedet for at holde sig til kendsgerningerne.

Måske skyldes det, at disse mange henter deres horisont i medier, der lever af, at synsfeltet ikke bliver for stort og ubehageligt, eller som er politisk tendentiøse. Det er jo så let, så uendelig let, at nøjes med fraser, der kan fremsiges med våde øjne, og at bortskære eller omskrive det, der kan forurolige. At vi skal ”hjælpe medmennesker i nød”, er imidlertid ingen undskyldning for at sætte virkeligheden til side.

Det er tværtimod nedrigt at lukke øjnene for den. Prisen vil nemlig blive betalt af vore børn og børnebørn, som derved får deres tilværelse ødelagt.

Polens præsident 1990-1995, Lech Walesa, der var en ledende skikkelse i konflikten mellem polakkerne og det polske kommunistregime, har fortalt: »Kommunistregimet tilbød mig, at jeg kunne forlade Polen som flygtning. Det afslog jeg.

« Han fortsætter: »Jeg blev for at kæmpe for det, jeg troede på.«

Vi har ret til at henvise de millioner, der nu maser på for at komme ind i Europa, til det samme.

Vi skylder dem ikke noget, og vi har anstændigvis intet andet valg end at sige fra.


Kronik: Sidste udkald for Europa