Kronik 11.11.2016 kl. 06:00
Kære dronning Margrethe, vi forsøger at glemme de 30 år, da vi var dumsmarte
Efter at den politisk korrekte mening i lang tid har været, at den ikkevestlige storindvandring var en berigelse, er flere og flere nu blevet betænkelige ved den. Dronningen siger da heller ikke længere, at kritikken af indvandringen er dumsmart.
- Dronning Margrethe kan mer enn å brodere...
Illustration: Rasmus Sand Høyer
Ole Hyltoft, forfatter
Kære dronning Margrethe
Jeg er bange for, at jeg skylder Dem en undskyldning. Ikke fordi jeg ikke beundrer Dem. Det gør jeg, ligesom de fleste danskere.
De er en vidende arkæolog. De taler flere sprog. De er mere end en habil tegner. De kan minsandten også brodere. Som da De for nylig pustede ny vind i lutheranismens sejl ved at brodere en alterdug til Luthers berømmelige kirke i Wittenberg. Kirken med de 95 teser i 1517, dem, der gjorde os til protestanter.
De burde have været inviteret med, da paven forleden fjumrede sig igennem et større kysseorgie i Malmø og Lund. Og roste Sverige for at have givet så meget god middagsmad til emigranterne fra Mellemøsten. Uden at han tilsyneladende anede, at Lund Domkirke ikke var svensk, men en dansk domkirke fra 1100-tallet. I 1659 tyvstjålet fra Danmark af den krigsgale svenske konge Carl X Gustav, der fik hjælp til erobringen af vejrguderne, eftersom det blev en gudsjammerlig frost. Så hans soldater kunne gå over isen på Storebælt, som var blevet landfast. Og true Danmarks selvstændighed.
Sygdomsguderne holdt til gengæld ikke med kongen. De smittede ham med forkølelse et par år efter, så han døde en ynkelig død for en krigskonge – af snot og snue.
Men det, man stjæler, bliver jo ikke ens ejendom. Det bør Danmarks Radios vejrmeldere Søren Jacobsen og Mikael Jarnvig huske, så de ikke kalder landet øst for Øresund for Sverige. Det er Skåne, og Skåne er dansk. Om end stjålet fra Danmark og fra skåningerne med vold og magt. Skånes forsvenskning – som i øvrigt aldrig rigtig er lykkedes – hviler på en grov krigsforbrydelse.
Nå, men vi kom bort fra den undskyldning, Deres Majestæt skulle have af mig. Undskyld, for at jeg kom Dem i forkøbet. Med 30 år. 30 år, hvor vi var uenige.
Men først skal De høre en lille erindring. Den vedkommer vores tidligere uenighed.
Jeg havde engang i 1980’erne en chokerende oplevelse. Jeg kom gående ned ad Vester Voldgade langs Rådhustårnet i København. Et demonstrationstog drog op mod mig med transparenter og hele pibetøjet. Det var dengang, De lige var kommet med Deres berømte sætning om, at vi danskere skulle dy os og holde op med vores ”dumsmarte” bemærkninger om de muslimske indvandrere.
Demonstrationstoget kom nærmere, så jeg kunne læse indskrifterne. Og da ramte chokket mig. På plakaterne stod ikke noget om, at fanger fra de varme lande skulle løslades. Der stod: »Dræb Salman Rushdie.«
Så spurgte jeg mig selv: Er muslimerne, vi inviterer herop, da drabsmænd? Det ville jeg se nærmere på. Så jeg læste Koranen, hvor der står:
»De, som følger Allah, skal være hårde over for ikke-muslimer, men gode mod hinanden. Tag derfor ikke nogen af de vantro (ikke-muslimer) som venner, førend de overgiver sig til Allahs sag; men hvis de vender jer ryggen, så grib dem og dræb dem, hvor I finder dem.«
Denne opfordring til mord bliver eksekveret i praksis flere steder i verden, hvor islam er religion. Kvinder stenes til døde. Homoseksuelle og frafaldne fra islam hænges.
Og når man så kigger nærmere på de ca. 500.000 muslimer og deres efterkommere, der de seneste 30 år er kommet til Danmark, kan man konstatere, at der er forholdsmæssigt langt flere kriminelle blandt dem end blandt de etniske danskere.
Og at indvandrerbørn først i 2. klasse præsterer det, danske børn præsterer i 1. klasse.
Jeg skrev altså i disse 30 år, at den igangværende masseindvandring var en dumhed og burde stoppe.
Den kendte skoleinspektør Lise Egholm beretter, at en meget stor del af de elever, hun på sin folkeskole modtog fra muslimske friskoler, måtte gå et år om på grund af manglende kundskaber og færdigheder.
Og at hver fjerde muslimske mand mellem 20 og 29 år i 2006 fik en dom.
At de muslimske indvandrere gennemgående taler dårligt dansk. Formentlig fordi de derhjemme taler et af de arabiske sprog.
At indvandrere tre gange så hyppigt som danskere ender på førtidspension.
Kort sagt: at den muslimske indvandring er en dyr historie for Danmark.
Nå, ja, disse kendsgerninger og mange tilsvarende samlede jeg op efter oplevelsen i Vester Voldgade.
Og nu kommer vi til min undskyldning til vor dronning. Jeg begyndte at skrive om det, jeg havde læst. Og jeg drog den slutning, at når muslimske indvandrere opførte sig, som de gjorde, var en belastning for statskassen og for en stor dels vedkommende ikke bestræbte sig på at blive danskere, skulle vi stoppe indvandringen.
Jeg vidste godt, at jeg derved kom i modstrid med vor dronning, der ville fortsætte indvandringen. Som undersåt skal man følge sin dronning. Og værre blev majestætsfornærmelsen, da dronningen nu skiftede opfattelse og som en Fugl Fønix stod op af asken og erklærede, at muslimerne svigtede integrationen. For Deres Majestæt var 30 år om denne erkendelse, og i den tid havde jeg i kronik efter kronik skrevet vor dronning midt imod. Man skal ej heller komme vor kloge dronning i forkøbet. Men jeg kunne jo ikke vente i 30 år. Jeg skrev altså i disse 30 år, at den igangværende masseindvandring var en dumhed og burde stoppe.
I enevældens tid blev man sat i kachotten på Christiansø, hvis man mente noget andet end monarken. Nu var tiderne blevet mere raffinerede. Man skulle plages med dårlig samvittighed. Hensigten var den samme, at man skulle klappe i.
Det gjorde jeg så altså ikke. For et langt skriverliv har lært mig, at har man opdaget, at »der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved’ til«, skal man selvfølgelig fortælle det til flest mulige, altså skrive det i avisen. At putte noget under gulvtæppet er den sikre vej til selvforagt og psykiske problemer.
Men når nu dronningen i de mange år syntes, at den muslimske storindvandring var storartet, så burde jeg måske have bøjet hovedet og holdt mund indtil omvendelsen. Jeg var jo dumsmart i Deres Majestæts øjne. Og hos forfattere som Benny Andersen, Carsten Jensen, Rifbjerg og hele kleresiet var jeg ikke bare dumsmart, men dum. For som Ritt Bjerregaard skrev, og som DR gentog, var indvandringen en berigelse af den danske kultur.
En trøst var dog, at jeg ikke var ene med min dumhed. Vi var en lille skare med forkerte meninger. Jeg nævner Søren Krarup, Søren Espersen, Mogens Camre, Lars Hedegaard, Naser Khader, Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt, Kurt Westergaard. Og også grundlærde forskere som Poul Christian Matthiessen og Gunnar Viby Mogensen. For ikke at tale om folkets røst, som også var dumsmart.
Men nu er alt dette jo fortid. Deres Majestæt fortalte os i en ny bog, at De på linje med Politikens redaktion og 90 pct. af Journalistforbundet jo troede, at integrationen ville gå af sig selv. Så nu, da den ikke har gjort det, og muslimer rundt om i Europa opfylder Koranens lov og slår kristne ihjel med busser og hvad der ellers er for hånden, er Deres Majestæt kommet på bedre tanker, har kort sagt skiftet standpunkt. Man kunne måske sige, at De selv er blevet dumsmart.
Med vanlig ærbødighed for Deres Majestæt
Ole Hyltoft
_______________________________________________________
Spydpigens kommentar:
Ja, det er så rigtigt, hvad du siger, Hyltoft
Den dumsmarte bemærkning ramte hårdt...
Så meget sværere må det være at vedstå det nu og suge ordene i sig igen ! Tak dronningen for det ! Det kunde mange politikere lære af !!!
