‘Vi er ikke terrorens uskyldige ofre’

[BmOnline]

‘Vi er ikke terrorens uskyldige ofre’
Individuelt var de 130 dræbte i terrorangrebet i Paris uskyldige. Ligesom de dræbte i København var det i februar. Men vi er ikke uskyldige som nationer, mener forfatter Carsten Jensen. Terror er vores fjendes modtræk i en global krig, vi selv deltager i. Derfor bør terrorangrebene også give anledning til, at vi ser mere kritisk på os selv



Efter terrorattentatet i København i februar bragte Politiken en tegning af en såret, nordisk svane. Normalt ses den flyve i flok, men på tegningen af Roald Als flyver den hvide fugl alene, højt på himlen, mens blodet sprøjter fra den.

Ifølge forfatter og samfundsdebattør Carsten Jensen er tegningen et udtryk for det, der efter hans mening er blevet Danmarks farlige livsløgn, når vi bliver udsat for terrorangreb.

»Vi er jo ikke den fugl. Hvis den tegning skulle have fortalt bare lidt af sandheden, skulle det ikke have været en svane, men et F-16-fly, som var blevet truffet, og hvis vinge der stod røg fra. Jeg tror, at den tegning havde sat nogle flere konstruktive tanker i gang hos os.«

Carsten Jensen sidder i en brun læderstol blandt grønne planter og eksotiske souvenirs i sin stue på Østerbro. Hans seneste roman, Den første sten, handler om Afghanistan, og hvad krigen gør ved os og ved de andre. Det er netop i krigens lys, han ser det seneste store terrorangreb i Paris.

Han savner, at vi kigger indad, når vi bliver udsat for terrorangreb, i stedet for at stille os kollektivt op og græde »som de uskyldige ofre, vi ikke er«.

»Individuelt er ofrene selvfølgelig uskyldige. Men vi er ikke uskyldige som nationer. Vi er krigsførende nationer. Og nationer i krig bliver angrebet. Men i stedet for en ærlig, voksen debat om kendsgerningerne får vi de her nationale sørgetableauer, hvor vi skal græde i kor, og den, der ikke græder, er dissident og under mistanke for at være et dårligt menneske eller terroristsympatisør.«
En krig på hjemmefronten

Carsten Jensen mener, at Vestens rituelle adfærdsmønstre efter terrorangrebene er hykleriske og nævner som eksempel Charlie Hebdos forside efter attentatet i Paris den 13. november. På forsiden stod der: »De har våbnene, vi har champagnen«. Det handler ifølge Carsten Jensen om, at vi opfatter terroren som et angreb på vores livsform, og at det at gå på café, spise og drikke bliver en heroisk symbolhandling, der skal vise, at vi er livsglade, festlige, frihedselskende mennesker over for en flok puritanske, livsforagtende mørkemænd.

»Men så var der en lidt mere tænksom franskmand, der som en kommentar til forsiden tilføjede, at ja, vi har champagnen. Men vi har også våbnene.«

Carsten Jensen supplerer »den tænksomme franskmand« og siger, at ligesom champagnen er en del af Vestens livsform, er det at angribe nationer og bevægelser, der ikke deler vores værdier og idealer, det også. Siden 11. september 2001 har Vesten ført krige i Mellemøsten, Nordafrika og Afghanistan mod det, vi kalder terrorbevægelser, men som ifølge Carsten Jensen i realiteten lige så godt kunne kaldes guerillabevægelser.





»Terror er ikke en konfrontation mellem de hårde og de bløde, mellem livsforagterne og livsnyderne eller mellem to civilisationer. Det er en helt regulær, asymmetrisk krig, hvor den militært svage part kæmper med de midler, der nu engang står til rådighed.«

Hvis Vesten skal bekæmpe terrorisme, bliver vi nødt til at indse, at vi har startet en krig, og at det er os, der er aggressoren, mener forfatteren.

»Vi kan godt kalde angrebet i Paris for terror, men vi kan også kalde det, hvad det er. En ny front i krigen,« siger Carsten Jensen.
Hukommelsestab

Ifølge Carsten Jensen lider vi i øjeblikket af et historisk hukommelsestab, når vi tror, at de krige, vi engagerer os i, ikke kommer til at ramme os selv. Som eksempel nævner han Algierkrigen i 1962, hvor Algeriet kæmpede for sin uafhængighed af Frankrig. Under Frihedskrigen mistede en million algeriere livet. Også dengang gik Frankrigs deltagelse i krigen ud over den franske civilbefolkning.

»I filmen Slaget om Algeriet af den italienske instruktør Pontecorvo fra 1965 ser man en café i Algeriet, hvor franske mænd, kvinder og børn sidder fredeligt og drikker deres kaffe, indtil en algerisk kvinde går ind, efterlader en kuffert med sprængstof, og et øjeblik efter er 20 døde.«

Carsten Jensen er ikke i tvivl om, at Vesten igen vil opleve et terrorangreb som det i Paris. Han er heller ikke i tvivl om, at det vil ske i København. De vigtigste betingelser for, at Danmark bliver ramt af et terrorangreb er til stede, påpeger han. Først og fremmest at vi nu har været i krig i Mellemøsten i 12 år.

»Vi er så langt fremme i front, som man overhovedet kan komme, og er sammen med Storbritannien det eneste europæiske land, der har involveret sig i fire krige inden for de sidste 12 år. Vi deltager i våbentogter mod Islamisk Stat i det nordlige Irak, og nu skal vi også bombe over Syrien,« siger han.

Carsten Jensen mener, at man i stedet for at se Islamisk Stat som en terrorbevægelse skal se dem som en hær, der i forsvaret for sit territorium blandt et af sine mange virkemidler i krigen benytter sig af terror. Når Islamisk Stat slår til i Paris, er det et modtræk til de intense bombekampagner, Vesten fører.

»Når vi angriber dem fra luften, er de fuldstændigt værgeløse. De kan intet stille op mod jagerfly, der opererer fra tre til 10 kilometers højde. Så rammer de os dér, hvor vi er allermest sårbare, og det er på hjemmefronten.«

Selv om der er forskel på terrorister, der slår tilfældigt ned på uskyldige mennesker, og så en koalition, der forsøger at fjerne Islamisk Stat, bliver man ifølge Carsten Jensen nødt til at forstå, at den krig, vi fører langt væk fra os selv, opfattes på en anden måde af dem, der oplever den tæt på.

»Vores politikere lader, som om de krige, vi fører, er hygiejniske krige, hvor det altid kun er de rigtige, der dør. Og når mennesker i Afghanistan, Syrien eller det nordlige Irak ser deres uskyldige naboer blive dræbt i et bombeangreb, trækker vi på skuldrene. Vi ramte uheldigvis ved siden af i jagten på de onde. Så bomber er nyttige, selv om der sker uheld. Men sådan oplever befolkningerne i Mellemøsten det ikke.«

Terroren har altid været den militært svage parts svar. Det gjaldt i de antikolonialistiske krige, og det gælder nu.

»Så kan man sige, at det er moralsk oprørende, men sådan er realiteten. Når vi gør, som vi gør, fremprovokerer vi nogle svar. Derfor skal politikerne sige til befolkningen, at nu bomber vi dernede, og konsekvenserne er, at 100 danskere kommer til at dø i et terrorangreb. Det kan vi politikere godt leve med. Hvis I ikke kan, må I jo sige fra. Men det skal være nu og ikke i morgen, når det er sket.«
Et nyt ungdomsoprør

Den anden betingelse for, at et nyt terrorangreb på et tidspunkt vil ramme Danmark, er ifølge Carsten Jensen, at »vi igennem de seneste årtier har skabt en etnisk underklasse og de psykologiske og sociale forudsætninger for et radikaliseret ungdomsoprør blandt især marginaliserede unge mænd,« siger Carsten Jensen.

– Hvordan spiller radikalisering og krigen i Mellemøsten sammen?

»Jamen de to faktorer spiller sammen på meget uheldig og tragisk vis. Der er en krig i gang i Mellemøsten, og de lande, der fører den, har samtidig skabt en etnisk underklasse, som vores fjende kan rekruttere fra,« siger Carsten Jensen.

»Selv om de radikale unge mænd med anden etnisk herkomst er født og opvokset i Frankrig eller Danmark, så oplever de sig som andenrangsborgere, og deres loyalitetsfølelse bliver ikke ligefrem større af de krige, vi fører.«

Ifølge Carsten Jensen kan man sammenligne de radikaliserede unge mænd, der slutter sig til Islamisk Stat, med venstreekstremistiske terrorgrupper i 70’erne som Rote Armee Fraktion i Tyskland og De Røde Brigader i Italien.

»Det ene sekund er de utilpassede eller højest småkriminelle, og det næste sekund er de terrorister. De lever et mere eller mindre almindeligt ungdomsliv – rodløst, rastløst og med en længsel efter noget større,« siger Carsten Jensen.

Mens venstreekstremisterne i 70’erne kæmpede for en kommunistisk revolution, kæmper de hellige islamistiske krigere i dag for et verdensomspændende kalifat. Carsten Jensen mener, at de scenarier, der foregår i hovedet på ekstremisterne i dag, kan oversættes til et marxistisk sprogbrug, og så er vi tilbage hos venstrefløjsekstremisterne i 70’erne.

»Islamisk Stat giver de unge mænds kamp en retning og et mål,« siger han og tilføjer, at han ikke tror, målet er at gøre livsvilkårene bedre for muslimerne i verden. Det er det stik modsatte.

»Ekstremisternes våde drøm er, at typer som Søren Espersen får magten. Så har vi konfrontationen, og de tror, at de undertrykte muslimske masser vil rejse sig, når den demokratiske stats facade krakelerer,« siger han.

Ideen er, at jo værre muslimer får det i Vesten, jo mere marginaliserede vil de føle sig, og jo nemmere vil de have ved at blive radikaliseret. Når islamisterne planlægger og udfører terrorangreb, strammer vestlige nationer skruen for at bekæmpe dem. Det er ifølge Carsten Jensen lige præcis det, der er deres strategi.

»De håber, at flere og flere vil slutte sig til dem i væbnet modstand. Det er fuldstændig den samme tankegang som venstreekstremisterne havde i 70’erne. De havde en idé om, at demokratiet blot var en maske og inden under den lå det borgerlige diktatur. Terrorgrupperne dengang ønskede, at politikerne skulle kaste masken og vise, at de i virkeligheden blot var agenter for diktaturet. Men det skete jo aldrig. Staten blev ikke diktatorisk, masserne rejste sig ikke. Demokratiet var rodfæstet.«

På samme måde som venstrefløjsekstremisterne ikke fik en folkelig opbakning i 70’erne, tror Carsten Jensen ikke på, at islamisterne i dag nogensinde kommer til at få det. Almindelige muslimer i Vesten føler ingen respekt for den form for barbariske angreb, der rammer tilfældige, uskyldige mennesker, påpeger han.
Den rigtige værdikamp

Så snart politikerne taler frygten for terroristerne op og »tager drakoniske forholdsregler« for at stoppe dem, så løber de vestlige demokratier islamisternes ærinde. Ifølge Carsten Jensen har vi allerede givet køb på vores værdier om frihed med det seneste årtis terrorlove og senest Frankrigs tre måneders undtagelsestilstand i kølvandet på terrorangrebet i Paris. Men også i forhold til vores debat om flygtninge bliver vores frygt for terror vores egen værste fjende.

»Når politikerne vil stoppe en million flygtninge, af frygt for der gemmer sig fem krigere fra Islamisk Stat blandt dem, så lever vi op til deres hadebillede af os. Hvis vi i stedet for sagde, at der er en minimal risiko for, at de er terrorister, og derfor tager vi fortsat imod flygtninge og gør vores bedste, så gør vi det modsatte af, hvad de siger om os. Så viser vi, at vi er åbne og generøse og ikke hadefulde, mistroiske og undertrykkende. Lige nu gør vi alt for ofte, hvad vi kan for at leve op til det mørke, dæmoniserede skræmmebillede, ekstremisterne tegner af os.«

Carsten Jensen mener, at det samme gør sig gældende med de nye asylstramninger. Heriblandt forslaget om at gøre det nemmere at frihedsberøve afviste asylansøgere, som også skal gælde for mindreårige, og muligheden for at begrænse domstolsprøvelsen af frihedsberøvede udlændinge.

»Her begynder bygningen at smuldre. Den bygning, som vi alle sammen er så stolte af at have bygget.«

– Det kommer næsten til at lyde, som om du mener, at terroren i Vesten er selvforskyldt?

»Det er den delvist også. Det er jo ikke de moderate, vi inspirerer med vores krige, stramninger og diskriminerende retorik. Det er fanatikerne.«

– Men bliver vi ikke nødt til at kæmpe for de værdier, som terroristerne angriber?

»Først og fremmest er det helt utænkeligt, at de kampe, vi fører i Mellemøsten, vil ende i demokrati. Ingen af de parter, der kæmper mod hinanden nu, er interesseret i demokrati. Invasionen af Irak fremmede ikke demokratiet, men bragte det i stedet i miskredit. Realisme er at indse, at Islamisk Stat har lige så lidt chance for at løbe os over ende i Vesten, som Rote Armee Fraktion havde for at vælte Tyskland og lade en blodig kommunistisk revolution sejre. Omvendt kan vi slå samtlige Islamisk Stats krigere ihjel med vores bombardementer. Om 20 år vil ’Sunnistan’ alligevel være en realitet, og Irak som nation vil tilhøre historien.«

– Hvordan skal vi så reagere på terroren?

»Den virkelige udfordring for os i de kommende år er ikke at modstå presset fra en totalitær fjende, hvis svagheder er åbenlyse. Det er at holde fast ved de frihedsrettigheder, vi har skabt, og som burde være umistelige for os alle.«

https://www.information.dk/indland/2015 ... ldige-ofre