Kønsopdelt koranundervisning på dansk universitet
Ny forening på Copenhagen Business School vækker bekymring.
Skrevet d. 15. april 2016 af Sofie K. Rye og Sofie R. Wøhlk
Det vækker voldsom opsigt og kritik, at der på ét af landets største universiteter, Copenhagen Business School – CBS – gennemføres kønsopdelt koran- og islam-undervisning. Det oplyser Radio24syv.
En nystartet, muslimsk studenterforening ved navn IAA – Islamic Academic Association – har anvendt universitetets lokaler til undervisning, hvor mænd og kvinder enten er adskilt, eller hvor undervisningen gennemføres i fællesskab, dog hvor mænd sidder foran i lokalet og kvinder bagerst.
Seneste møde fandt sted i onsdags. Den islamiske studenterforening gjorde forinden reklame for arrangementet med en plakat, der viser en tegning af en kvinde med tørklæde og teksten “Kvinden i Islam” – og det fremgår, at mødet er “kun for kvinder.”
Store dele af oplægget, hvor Radio24syv var til stede, tog udgangspunkt i tekster og tanker fra det tidligere, ledende medlem af Det Muslimske Broderskab, Sayyid Qutb. Der blev på mødet talt om islam som modsætning til ”menneskeskabte” ideologier som liberalisme, demokrati og kommunisme – og så blev muslimske kvinder opfordret til at se op til ”vor egne rollemodeller” som profetens kone Aisha i stedet for vestlige forbilleder ”som Beyoncé og Taylor Swift.”
Kommunikationschef på Copenhagen Business School, Patrick Gram, kalder det “uacceptabelt med arrangementer, hvor man diskriminerer og udelukker”, som det var tilfældet med det møde, der fandt sted tidligere i denne uge. Han vil nu drøfte situationen med den islamiske forening.
- Vi vil ikke lægge hus til arrangementer, der på nogen måde udelukker eller diskriminerer, så vi vil nu gå i dialog med foreningen og høre, hvad der er op og ned i den her sag, siger Patrick Gram til Radio24syv.
Et møde tidligere i februar – “en undersøgelse af de koranske termer” – blev gennemført med både kvinder og mænd, men kvinderne blev anbragt bagerst i lokalet.
På Copenhagen Business School vækker nyheden om kønsopdelte arrangementer stor forundring. Flere elever fortæller til Radio24syv, at de ikke har hørt om arrangementet, og at de finder det upassende, at sådan noget finder sted på deres uddannelsessted. En af dem er Benedicte Elkjær Jensen:
- Jeg synes selvfølgelig, at det er enormt diskriminerende og et kæmpe skridt tilbage. Og jeg synes, det er underligt at høre, at sådan noget finder sted på CBS, som netop er et sted, som hylder lige muligheder for alle. Så det hører ikke hjemme her, siger Benedicte Elkjær Jensen, som er studerende på Copenhagen Business School, til Radio24syv.
Folketingskandidat for SF, Halime Oguz, opfordrer til politisk handling og mener, at universitetet bør forbyde den slags arrangementer.
- Det er rystende, at vi overfører saudiske principper til Danmark. Universiteterne er dér, man får viden og dannelse, og det er modernitet, det handler om. Det er dér, vi udvider vores horisonter. Det er dér, vi går væk fra traditionelle og middelalderlige normer. Og hvor vi får en kritisk tilgang til hele verden. Og så er det her, vi bliver angrebet, siger Halime Oguz til Radio24syv.
Radio24syv har været i kontakt med IAA, men det er ikke lykkedes at få en kommentar fra den muslimske forening.
Radio24syv | {{ viewTitle }}